Vælg en side

Jeg skiller mig ikke ud fra flertallet, når jeg fortæller, at jeg får dækket en stor del af mit forbrug af nyheds- og aktualitetsstof via internet-teknologi. Nogle af hverdagens digitale nyhedsredskaber fungerer så smart, at de får analoge medier til at fremstå som underlige levn fra fortiden.

Sådan oplevede jeg morgenfladen på DR2 for et par dage siden, da jeg så værterne bruge 2 minutter på at udpege en interessant avisartikel for seerne. Det vender jeg tilbage til.

Lad mig først dele noget af mit bedste medieindhold fra den seneste uge. Ud over de faste ting jeg abonnerer på, finder jeg en del via Twitter, hvor jeg følger en masse livlige mennesker. Faktisk følger jeg i øjeblikket 1009 andre brugere, som i løbet af de seneste 7 døgn har sendt 17.686 tweets ind i mit feed. Og nej, jeg holder ikke øje med så mange tweets, for jeg skal trods alt også have tid til at løfte blikket fra mobilen og navigere uden om lygtepæle.

Nogle af de gode tweets med links til højkvalitetsindhold spotter jeg selv. Enten læser jeg med det samme, eller også gemmer jeg URL’en i min foretrukne læs-senere-app. Resten af strømmen får jeg hjælp til at overskue med hjælp fra vinderformlen internet + data + innovation = smarte redskaber.

Jeg har takket ja til de gode folk bag tjenesten Tame.it, som tilbyder at sortere i mit twitterfeed og holde mig orienteret om vigtigt indhold. For at være sikker på ikke at gå glip af det bedste, har jeg bedt om at få en ugentlig opsamlingsmail med en automatisk genereret top 10 liste over topindhold i mit eget Twitter-feed.

I sidste uge blev jeg blæst bag over af, hvor gode sager mit netværk delte. Jeg har samlet top 10-listen herunder i en af de nye Twitter custom timelines. For mig er det lutter must-reads:

Jeg kan også løbende tjekke Tame.it’s fortolkning af, hvad der foregår i min twitter-strøm.

Tjenesten benytter sig af de data, som Twitter stiller til rådighed via deres åbne API (Application Programming Interface). Enhver med kodekendskab kan gå kreativt til værks med de tilgængelige API-data i alle mulige nettjenester og bygge tjenester, som måske kan skabe ny værdi på informationsformidlingsmarkedet.

Det er det, de to unge tyske journalister bag Berlin-startup-firmaet Tame.it har gjort, og man ønsker dem held og lykke med tjenesten, der indtil videre tilbydes i en gratis betaversion – det er kvikt set.

Det vrimler med redskaber, tjenester og hardware, som giver os forbrugere digitalt medieindhold præcis, som vi vil have det. I virkeligheden er vi kun lige begyndt at tage hul på, hvad der er muligt inden for digital distribution og interaktion.

Med det in mente er det underligt at se medier i 2014, som bare helt overser mulighederne i deres publikums digitale hverdagsliv.

For et par dage siden sad jeg med en kop automatkaffe i en lædersofa i min bilforhandlers fine kundelounge og ventede, mens der blev sat vinterdæk på bilen. Der var oven i købet gratis trådløst internet, så jeg fik også svaret lidt mails på computeren. På den obligatoriske fladskærm kørte der DR2 Morgen, og på et tidspunkt kastede værterne sig ud i et segment, der kunne have spillet sig ud for 40 år siden: Dagens overskrifter i aviserne, hvor vi fik præsenteret en enkelt artikel i Weekendavisen.

Niels Krause-Kjær og Camilla Thorning finder en god avisartikel til seerne …Screenshot DR2 MorgenSkærmfoto af DR2 Morgen den 10. januar 2014.

Det er ikke fordi, jeg ikke forstår eller værdsætter hensigten – det lød til at være en interessant artikel om Siumuts udfordringer i Grønlands politiske landskab. Og selve det at dele et godt fund er jo præcis det vi gør i vores online netværk, men her gør vi det hurtigere, sjovere og smartere sammen.

At se to mennesker på skærmen højtideligt bladre i en stak aviser og fortælle om 1 avisartikel føles bare chokerende gammeldags
– uden at kunne bidrage med en hurtig kommentar
– uden at kunne videresende tippet
– uden at kunne gemme artiklen til senere
– uden at nyde godt af andre kvikke menneskers bud på dagens bedste læsning.

Jeg blev faktisk overhovedet ikke forbavset, da værkføreren kort efter kom anstigende med nøglerne til min Ford T …

Jeg er ikke ude efter at hakke på Krause-Kjær og Thorning. De må for min skyld gerne blive ved med at lede efter guldkorn i papiraviser, og ambitionen om at filtrere nyhedsstrømmen og håndplukke godbidder er sympatisk. Men i 2014 kan den type filtrering og kuratering foregå på et sjovere og mere berigende niveau.

Hvis jeg skulle komme med et bud på, hvordan man kunne opgradere sådan et segment til en 2014-version, ville jeg for det første tage det udgangspunkt, at seerne kollektivt er bedre til at finde guldkorn end værterne og deres backing-redaktion. Det potentiale skal forløses.

For det andet: I min 2014-version af samme segment vil artiklen om Siumut få følgeskab af en grafik på skærmen med værternes øvrige bedste pluk fra nyhedsdøgnet. Som seer kan jeg selvfølgelig downloade listen til min foretrukne læs-senere app, Pocket eller Instapaper eller lignende.

Det kunne også være sjovt, hvis jeg kunne vælge Krause-Kjær og Camilla Thornings personlige læselister, samt selvfølgelig en læseliste der er sammensat af DR2 Morgen-seerne selv. Under store begivenheder kunne man forestille sig tjenesten udvidet med aktuelle, håndplukkede tema-læselister.

Så ville vi begynde at rykke, og de to værter ville automatisk få mere at snakke om i segmentet, både med hinanden og med seerne. Og listeindholdet skal i øvrigt registreres i en database med metadata, så vi ved året udgang og ved særlige lejligheder kan trække trends og andre data ud. Hvem ved, måske dukker der hen ad vejen andre ideer op til nye relaterede tjenester/produkter/services til seerne.

Jeg vover mig ud i en 2014-forudsigelse: Det bliver det sidste kalenderår, hvor studieværter og programansvarlige i elektroniske medier i DK fortsat kan slippe afsted med at ignorere kræfterne i internettet.