Jeg kan være verdens værste bordherre – om journalister i sociale medier

Det er et paradoks, at pressen har så svært ved at forholde sig til samtaler og indhold i sociale medier, når en af journalistikkens kernekompetencer er at kunne snakke med mennesker.  Jeg kæmper selv med en elefant-glasbutik-agtig tilgang til sociale medier af og til, men det vender jeg tilbage til. Først vil jeg lige fremhæve en rigtig god klumme  af Lotte Hansen i ALT for damerne forleden, hvor hun tog fat i en del af problematikken.

@LotteHansen diskuterer, hvordan de traditionelle medier ofte citerer selektivt fra sociale medier ind i en vinkel, der passer journalisten/redaktionen. Her er et par citater:

På den måde er Twitter jo en forvokset kantine, hvor folk i frokostpausen sidder og diskuterer en sag. Og kommer med mere eller mindre platte kommentarer, uden at det tages for mere, end hvad det er. Alle mulige ytringer, seriøse, platte og sjove, bliver luftet. Det er viral kommunikation, når den er bedst. Så tager medierne ”sagen” op og ødelægger den gode snak i kantinen ved at trampe ind frokosthyggen og brøle deres udlægning ud over det hele. Så blev det alvor, folkens.

Medierne misfortolker den virale interesse på flere planer, og deres måde at ”gengive” den på bliver i bedste fald ligegyldigt fyldstof i avisen. I værste fald misbruger de en god frokostdebat ved at ophæve den til samfundsrelevant stof og samtidig fremstille den alt for ensidigt.

Jeg kan virkelig godt lide sammenligningen mellem samtaler på sociale medier og snakken hen over bordene  i kantinen på en arbejdsplads. Det illustrerer præcist den sociale kontekst, man har med at gøre, hvis man gerne vil blande sig.

Lotte Hansen bruger #selfiegate fornylig som et eksempel på pressesag, der udsprang af folks reaktioner på sociale medier. En sag som der var mange forskellige holdninger til i sociale medier, men som i de fleste medier røg på forsiden helt ensidigt vinklet på forargelsen.

Lotte Hansen kommenterer det sådan:

Når aviserne tager en historie fra de sociale medier og smækker den på forsiden, så afsløres det, at de gamle medier ikke, som de sociale medier, kan mestre tvivlens nådegave. Når billedet rammer forsiden, falder dommen: Idioti!
De gamle medier dømmer i deres vinkling af historier personer efter en selvopfunden folkedomstol. Hvem er det lige, der siger, at Thorning er den onde? Hvad er det for en målestok ud over mediernes egen, der mener det? Hvor der var for og imod på nettet, så er dommen på avisernes forsider klar: Helle udviser ikke respekt, punktum.

Når jeg tager Lotte Hansens klumme op her, er det fordi jeg er ret optaget af hendes centrale pointe (som jeg forstår den): At journalister skal være langt mere tilbageholdende med at puste kantinesnak i sociale medier op til at være væsentlige nyhedshistorier på den nationale dagsorden. Hvis journalisterne absolut vil gøre det, så bør de enten begynde at lægge de gældende professionelle nyhedskriterier til grund for udvælgelsen af den type historier eller også tone rent flag og varemærke historierne som det, de er: Uforpligtende kantinesnak.

Jeg er enig .. men kan ikke lade være med at tænke: Behøver vi overhovedet at have den her problemstilling med en dyb forståelseskløft mellem journalister og andre brugere i sociale medier? I stedet for at skrive om indhold i sociale medier burde journalister ikke i langt højere grad selv gå ind i kantinen, for nu at blive i Lotte Hansens metafor, sætte sig ved bordene og deltage i frokostsnakken?

Faren for at mistolke og misrepræsentere samtaler i sociale medier bliver kraftigt reduceret, når selv er forbundet til netværk og fællesskaber på sociale medier. Hvis det var en indarbejdet rutine at lytte med på snakken på de sociale medier omkring døgnets nyhedsemner – og selv kommentere, videndele, deltage – så ville vi se færre armslængdehistorier om, hvad folk siger på de sociale medier.

Af og til bliver vendingen “på de sociale medier” brugt med så stor sproglig distance, at man ser journalisten for sit indre blik – med udstrakt arm og to fingre om “de sociale medier”, som om det var en lorteble. Det er paradoksalt, at et nysgerrigt folkefærd af gode interviewere og netværkere stritter sådan imod noget, der i bund og grund udgøres af relationer og samtaler mellem mennesker.

Man må bare konstatere, at vi journalister som faggruppe stadig er dybt indarbejdede i en lukket industriel formidlingstradition, hvor det at agere og udveksle i sociale netværk i arbejdstiden ikke opfattes som en specielt relevant tidsinvestering i forhold til at færdiggøre vores produkter til deadline. Det er en position, vi er nødt til at rykke os fri af. Vi skal ud og erobre nyt land i det sociale medielandskab.

Når jeg siger, at journalister oftere bør sætte sig ved bordet i kantinen og deltage i samtalen, mener jeg ikke, at den enkelte journalist skal hænge ud dagen lang i endeløse kommentartråde på Facebook. Det starter et helt andet sted. Det starter med, at man som journalist tager en bevidst beslutning om at træde ud på scenen i sociale medier og indtager rollen som den VIP-type-person man er i kraft af sin profession: Nysgerrig, velinformeret, sandhedssøgende, netværkende, åben og kommunikerende. Selvfølgelig med udgangspunkt i en nøje tilrettelagt og aktiv profil på et eller flere sociale medier.

Og så er der jo ellers 1000 måder at interagere med folk på i sociale medier – uden at lade sig synke ned i kværulanternes hængedynd. En af de grundlæggende discipliner er at blive god til at spotte interessante samtaler og interessant indhold.

I øjeblikket buldrer det løs i Ukraine, og det var fint i går at se Politiken hjælpe sine læsere med at finde frem til kvalitetsindhold på Twitter ved at publicere journalist Jens Anton Bjørnagers til lejligheden sammensatte Twitterliste “Breaking i Kijev”. Ikke Twitter-brugere kan følge listens indhold i Politiken (bag betalingsmur), og folk der bruger Twitter kan selv vælge at følge listen for en tid. I denne situation fungerer journalisten som kurator, en informations- og relationsformidler som udvælger et dusin gode “signaler” i sociale medier til glæde for andre.

Om at bruge sociale digitale medier i arbejdsprocessen
Jeg mindes en gang under min praktid (lang tid før internettet!), hvor jeg havde weekendvagt og skulle ud og dække et traditionsrigt harmonikatræf på Midtfyn for Fyens Stiftstidende. Jeg anede næsten intet om træffet og endnu mindre om harmonikamusik, og jeg kan huske, hvordan jeg traskede rundt på pladsen og ledte efter folk, jeg kunne interviewe ud over den obligatoriske presseglade arrangør.

Havde det været i dag, ville jeg sikkert nogle dage forinden have sagt hej til træffolkene på festivalens Facebook-side og fortalt, hvem jeg var, og at jeg ville være at finde på pladsen på det og det tidspunkt. Jeg ville helt sikkert have spurgt inde på deres Facebook-side, om der var nogle gode historier eller særlige personer, jeg skulle være opmærksom på.

Ude på pladsen ville jeg på min smartphone følge festivalens hashtag på Instagram, måske endda også på Twitter, for nemt at kunne holde øje med potentielle kilder og historier undervejs. Hvis jeg virkelig havde kedet mig aftenen forinden, kan det være jeg også havde aktiveret en opskrift på IFTTT, så jeg fik en sms hver gang festivalens Facebook-side blev opdateret i løbet af dagen.

Foursquare var jeg helt sikkert tjekkt ind på, og for at gøre mig selv så synlig som mulig, ville jeg indstille min smartphone til at broadcaste stedangivelse på mine opdateringer på alle netværk.

Jeg ville selv have “foto- og video-instagrammet” og tweetet undervejs, og mon ikke også jeg ville have lavet et par musikoptagelser med telefonen og uploaded dem til SoundCloud, så jeg nemt kunne indsætte et ekstra tilbud til harmonika-feinschmeckerne i min reportage.

Hvis der virkelig var gang i den, kunne man prøve at få et “battle” i gang på Instagram om, hvem på pladsen der kunne lave den vildeste 15-sekunders video med harmonika-ekvilibrisme. Hvis det slog an, kunne man bruge Webstagrams embed-værktøj til at indsætte de bedste eksempler i selvstændig historie, som kunne supplere den færdige reportage. Med en kvik rubrik kunne sådan en videohistorie godt trække en del trafik på en sløv weekend. Hvis det kneb med tilstrækkelig mange gode Instagram-videoer på dagen, kunne historien suppleres med en embedded YouTube playliste over top 10 ekvilibristisk harmonikaspil.

Igennem erindringens lyserøde tåger ser jeg pludselig begivenheden for mig i et nyt lys: Et brag af en harmonika-socialmedia-reportage-fest til avisens midtfynssektion. Et dagsværk som ville have taget abonnenterne med storm og bibragt mig selv mindst 500 nye followers på Twitter, Instagram og Facebook fra et uventet, men entusiastisk segment!

Men .. tilbage til problemstillingerne omkring journalisters engagement i sociale medier. Som sagt er der virkelig mange muligheder for at give tilstedeværelsen på sociale medier en professionel drejning – også når der er mere spil end under et harmonikatræf på Midtfyn :-)

Som jeg skrev om sidst, fylder samtaler og informationsudveksling i sociale medier mere og mere i vores liv, og mere og mere foregår i realtid. Derfor vil det også kun blive mere udtalt og mere udstillet, når journalisten distancerer sig til alt, hvad der har med sociale medier at gøre og kun følger samtalerne i Lotte Hansens kantine-metafor via et .. skal vi blive i metaforland .. robotstyret overvågningskamera i kantinens loft.

Skulle der være læsere, som hænger på endnu (det måler jeg løbende her på bloggen med scroll-dybde-registreringsredskabet Crazy Egg, men mere herom en anden gang), er tidspunktet kommet til en beretning fra min egen kamp med at lære at begå mig på sociale medier.

I sidste uge kunne jeg bare ikke ryste en voldsom irritation af mig, dels over bogen den hemmelige socialdemokrat og dels over pressedækningen. For det første har jeg ikke meget til overs for anonymitet som arbejdsmetode, med mindre der er tale om fremskaffelse af afsløringer, der virkelig fremmer .. ja, menneskeheden i en eller anden forstand.

For det andet var jeg irriteret over, at en bog fyldt med ikke-afsløringer og kontorfnidder fortalt af en anonym kunne overtage den nationale dagsorden – medieret af journalister, der selv har langt højere standarder, når det gælder anonymitet som metode.

For det tredje er virakken om bogen hyklerisk. Alle der færdes på arbejdspladser oplever selv forskellige variationer af den slags office politics, som bogen “afslører”, og interne processer overalt er uelegante og mudrede. Jeg gætter på, at flertallet af dem der piskede en stemning op i medierne meget nødig selv kunne tænke sig at have fnidder og mellemregninger fra egen arbejdsplads udskreget som den dominerende fortælling. Det var et perspektiv, jeg savnede i sidste uge.

Således godt træt af anonymitet som metode spottede jeg i fredags en ny Twitter-konto, Hørt på DMJX, med anonyme tweets fra min arbejdsplads. I ugens løb havde jeg også haft et øje på Twitterkontoen Anonym DRmedarbejder, en strøm af anonyme satire-tweets  fra DR. Ingen af de to for-sjov-stunts er særligt sjove i mine øjne, så jeg kunne ikke holde fingrene fra Twitter:

Der gik ikke lang tid, før @hemmeligeDR reagerede og flere fulgte efter:

 

 

 

Og her nogle replikker fra mig:

 

Til sidst, fra min hånd:


Det var ikke specielt godt turneret af undertegnede. Jo, hvis jeg ville arrangere en råbekonkurrence, men det er vel så ukonstruktivt, som det kan blive. Hvad kan jeg så lære af det?

Til en start kan vi konstatere, at jeg nok ikke har den rette personprofil til jobbet som humørfyldt community manager. Oh well …

Dernæst, hvis vi bruger Lotte Hansens kantine-metafor for sociale medier, var jeg i fredags verdens værste bordherre i kantinen. Der er over 6000 followers på den anonyme DR-profil, og lad os forestille os, at de alle sidder i kantinen og smågriner og hygger sig. Det er dem, vi gerne vil i snak med – det er min mission.

Ind kommer jeg så, med mørke solbriller, råbende i en afsindig støjende megafon: HOLDKÆFT, HVOR ER I EN FLOK TÅBER! Hvorefter jeg bare sætter mig ved et tomt bord.

Suk … Det var vist en ommer. Jeg skulle selvfølgelig have skrevet et blogindlæg eller et opslag på min facebook-side, hvor jeg stille og roligt i mit eget hjørne kunne have startet en samtale med mine sædvanlige bordkammarater om den anonyme modebølge. Odds er, at nogle af dem der følger de to Twitter-profiler ville have reageret. Måske kunne det have ført til en god snak, og måske kunne vi endda have fået endnu flere til at blande sig. Der er ingen grund til at gøre sociale medier sværere. Lidt som at opføre sig som en i orden bordherre.