Min trosbekendelse til realtidsjournalistikken

Forleden, efter et nyhedsdøgn med SF-tumult og en sprængt regeringskoalition, erklærede Venstres Kristian Jensen, at Twitter er blevet Danmarks stærkeste nyhedsmedie.


Jeg foreslog i en umiddelbar replik, at det måske var bedre at kalde Twitter for et nyhedsnetværk end et nyhedsmedie, for noget medie i publicistisk forstand er Twitter jo ikke.

Men efter at have funderet lidt videre over KJs udbrud, må jeg indrømme, at mit forbehold i sidste ende blot er en betydningsløs sprogøvelse. Twitterstrømmen distribuerer nyheder hurtigere end nogen af de medier, som har papir på, at de er medier, så, who cares om Twitter er et traditionelt medie eller ej. Faktum er, at vi i det danske mediebillede nu har en situation, hvor momentet, pulsen, under store nyhedshistorier (orkan, politik, fodboldtransfervinduet osv.) er flyttet over på Twitter-platformen.

End ikke live tv er i stand til at matche den kollektive udveksling af nyheder, kommentarer, billeder og links, som foregår i realtid på Twitter, og derfor bliver også TV 2 News sat af gang på gang.

Det interessante her er ikke Twitter i sig selv. Game changeren er, at flere og flere vælger at være med i det chatrum omkring begivenhederne i nyhedsdøgnet, som sociale medier udgør. Næsten enhver begivenhed og enhver offentlig debat ledsages nu af et aktivt virtuelt lag, hvor folk lytter, kommenterer og udveksler i realtid.

Det er ikke nyt, at det forholder sig sådan, men når Kristian Jensen udnævner Twitter til at være Danmarks stærkeste nyhedsmedie nu, er det fordi, vi er ved at nå en kritisk masse af deltagere i “chatrummet”, og fordi der nu er en tilstrækkelig slagkraftig sammensætning af vigtige aktører, som spiller med. Det skubber også på udviklingen, at den mobile bølge, som skyller hen over os, ophæver alle begrænsninger både i forhold til, hvornår man i løbet af et døgn kan tjekke ind og være med, samt hvorfra man kan deltage.

I øjeblikket er Twitter den stærkeste platform til bredt tilgængelig, ufiltreret realtids-udveksling omkring et tema. I det spil er Facebook hæmmet af den algoritme, der filtrerer kraftigt i folks nyhedsfeed efter en hemmelig opskrift. Men teknologierne ændrer sig, og platforme kommer og går. De vigtigste aktører i det virtuelle “realtids-lag” er ikke den ene eller den anden kommercielle tjeneste, men de brugere der giver den gas i vores allesammens nye chatrum.

Og vi kun lige begyndt. Hvis man tror, vi er tæt på endestationen for den teknologiske udvikling, som har muliggjort det virtuelle realtidsunivers, vi nu ser udfolde sig, så tro om igen. Vi har kun lige dyppet tæerne i forhold til, hvad der er på vej. Over de næste 10-15 år vil den kombinerede udvikling i lokations-  og mobilteknologi, avancerede sensorer, wearables, internet of things og big data samle sig i en perfekt storm af virtuelle virkeligheder omkring os, overalt hvor vi går og står. Velkommen til realtidsjournalistikkens tidsalder.

Realtidsjournalistik, realtidsmarkedsføring, realtidssamfundsdebat, realtidsresearch, realtidsverificering, realtidspublicering, realtidslæsermålinger … Det er en ny bane at spille på for professionelle formidlere med nye muligheder, udfordringer og konsekvenser.

Nogen gange virker det som om, vi drømmer om at vinde kapløbet ved at trykke hårdere på bremsen.  Vi vil hellere ned i udgivelsestempo og give læserne analyse og baggrund, end vi vil skrue tempoet op og tage dem med helt ud til nyhedsfronten på Twitter. Vi vil hellere hjem til computeren og kæle for billedet end uploade det med det samme og rykke videre, ligesom vi hellere vil køre hjem på redaktionen og skrive en artikel i enrum. Vi fester over nettets nye muligheder for at skrive virkelig langt, og vi sætter lighedstegn mellem kort og overfladisk. Når de store nyheder breaker, føler vi os trygge, når vi interviewer hinanden om, hvad vi tror, der er sket. Vi bekymrer os højlydt over troværdigheden i de hurtige sociale medier og glemmer behændigt, at alle ved, man ikke skal læse i avisen om ting, man har forstand på.

Jeg er ikke så bekymret, og jeg glæder mig over at flere og flere mediefolk rykker offensivt ind i realtidsrummet i øjeblikket. 

Jeg kan kun se, at journalistikken vinder ved det: Vi genvinder nyhedshastighed, vi får en mission i sociale medier, vi opbygger nye relationer til brugere og kilder, vi opbygger nye relationer til andre journalister, vi åbner op for dialog i realtid om vores historier, vi udvider vores researchmuligheder og kildenet. Listen over fordele er lang. Udfordringerne ved at operere i et opskruet tempo i realtid er vi godt rustet til at imødegå, og vi får bedre og bedre redskaber til det.

Om at ramme rent og gøre indtryk på 140 tegn

I sin nye bog, How To Write Short, giver Roy Peter Clark et eksempel på et tweet, der ikke mangler journalistisk reportagetyngde på 140 tegn. Det er en del af en intens twitter-strøm, som den canadiske reporter @smithjoanna leverede, da hun dækkede jordskælvskatastrofen i Haiti i 2010:

Fugitive from prison caught looting, taken from police, beaten, dragged thru street, died slowly and set on fire in pile of garbage. #Haiti

Det er ekstrem god træning at skrive tweets. Det udvander ikke journalistens faglighed at udtrykke sig på 140 tegn – tværtimod skærper det pen og tanke.

Her er i øvrigt et bud på en historisk begivenhed, som ville have gjort sig godt i et tweet. Kort, kraftfuldt og endda med rigelig plads til overs til flere hashtags og RT-kommentarer:

Let there be light #creation

Om det personlige workflow til live-rapportering via smartphone

Jeg begyndte at skrive på dette blogindlæg i går, mens jeg var med vores nye hold deltagere på workshoppen for digital journalistik (på journalistuddannelsens 7. semester) til et større motionsløb i Aarhus. De studerende er lige startet for nogle dage siden, og et afslappet, men samtidig velorganiseret motionsløb med et par tusinde deltagere er bare en enormt velegnet begivenhed til at få afprøvet sit personlige workflow.

5km i kuperet terræn er noget, der kan mærkes. #dupont14 #dupontløb #dupontløbene #aarhusmotion Følg dupontløbene på dupontplus.dk. Se foto på Instagram.

Elementer i det personlige workflow:

  • At kunne følge med i og selv bruge hashtags på Twitter og Instagram, mens man er på location.
  • At kunne fotografere, billedbehandle, meta-beskrive, uploade og publicere gode smartphone-fotos hurtigt.
  • At kunne optage et videointerview på smartphone med god lyd og god billedbeskæring, beskære klippet det på stedet, meta-beskrive og uploade det til YouTube og tweete URL’en eller sende den hjem på redaktionen. Altsammen på under 10 minutter.
  • Det samme som ovenstående, men med audio og upload til SoundCloud.
  •  At være nysgerrig efter og kende tjenester, apps eller funktioner, som kan hjælpe dig med at komme tættere på begivenheden og beskrive den bedre, mere forståeligt, mere kreativt.
  • At tage ansvar for sit udstyr og sin internetforbindelse.

Her er min journalistiske realtids-trosbekendelse:

[box]Jeg øver mig hver dag på at skrive endnu klarere og endnu kortere, end jeg gjorde dagen før.
Jeg vedligeholder omhyggeligt mit eget live-workflow i tekst, lyd, video og billeder via smartphone
Jeg arbejder altid på at blive hurtigere.
Jeg har opbygget en virtuel identitet, som er åben, forståelig og tilgængelig.
Jeg lytter altid til samtalerne i sociale medier om de emner, jeg dækker, mens jeg dækker dem.
Jeg engagerer mig i relationer sociale medier samtaler om mit professionelle virke.
Jeg holder øje med reaktioner på min journalistik i sociale medier, og jeg står aktivt på mål for den.
Jeg værner om mit virtuelle omdømme.
Jeg lyver aldrig og pynter ikke på virkeligheden.
Jeg indrømmer fejl.
Jeg løber aldrig tør for batteri og netforbindelse.[/box]

Vi ses derude!