Hvem tør røre ved koden?

Hvem tør røre ved koden?

Det her indlæg handler dels om, hvad journalister kan få ud af at “røre ved kode”, dels hvordan redaktionen og it-afdelingen kan organisere sig og samarbejde om at skabe nye digitale fortælleformer og trække digital journalistik og digitale produkter op på et nyt niveau. Men jeg tager lige en praktisk omvej først, for jeg er så fascineret af, hvor mange fantastiske digitale tips og tricks, der bliver delt gratis på nettet.

Tag fx opskriften på at skabe et interaktivt før- og efterbillede, hvor funktionen BÅDE virker på desktop og for mobilbrugere (tjek det på din mobil, det er ret smart):


Her er funktionen brugt på henholdsvis en farve og en sort/hvid version af et foto fra mit eget album (en fælt underpræsterende Michael Maze møder pressen lige efter, at han tabte sin første og eneste kamp under EM i Danmark i 2013. Der er selvfølgelig meget stærkere anvendelsesmuligheder, lige fra naturforandringer, før og efter, til billeder af teenageværelser, før og efter oprydning).

Jeg har aktiveret funktionen som en ekstra plugin på mit WordPress-site, men den er tilgængelig for alle typer sites, også tunge redaktionelle CMS-systemer. Her er et link til samme funktion udført i en kombination af html- css- og javascript kode-elementer, lige til at copy-paste på 2 minutter med et minimum af kendskab til “back end” i almindelige websystemer.

Eller hvad med denne kodeopskrift på at indlejre YouTube- og Vimeovideoer, så videoelementet forbliver responsivt i webdesignet. Hvis du læser dette på en desktop-computer, så prøv at gøre browservinduet helt smalt og se, hvordan videoen herunder tilpasser sig designet, også mens den spiller.

Harmonika-ekvilibrisme optaget håndholdt med en iPhone 5s på Store Torv i Aarhus).
Sitet, Demosthenes.info, hvor jeg fandt opskriften, er helt fænomenalt og stopfyldt med virkelig værdifulde – gratis – opskrifter, der giver masser af muligheder for kreativ storytelling.

Ovenstående er bare to greb fra et astronomisk antal udvalg af muligheder, og mit ærinde er egentlig også bare at understrege, hvor inspirerende det er at opdage, hvor meget nyttig webkode der deles mellem engagerede mennesker verden over.

Hvis du læser dette og slet ikke har prøvet at arbejde med koder på nettet, virker opskrifterne muligvis som volapyk. I begge tilfælde skal der tilføjes lidt standardkode, dels til sidens html-struktur, dels til sitets css-fil. Hvis blot man ved, hvor kodestumperne skal indsættes, er det ren copy-paste og tager under 1 minut at udføre.

Jeg er med på, at masser af redaktionelle medarbejdere hellere vil flække en arm på tværs end overhovedet at tænke på webkoder. Hvis man arbejder på nettet og har det sådan med kode, er man måske heldig at have hurtig adgang til en serviceminded it-afdeling, der altid er parate til at springe til og lige fixe adgang til funktioner som ovenstående. Eller man er heldig at arbejde på Ekstra Bladets digitale redaktion, som har en dedikeret redaktionel udvikler, der bistår redaktionen præcis med udvikling af kreative digitale fortælleformer.

Rigtig mange jeg møder fra (web)redaktionelle miljøer befinder sig i en form for afmagts-situation overfor deres it-afdelinger eller over for fjerne leverandører af CMS-systemer. De skal måske vente flere uger på ønskede systemforandringer, også selvom det drejer sig ting som ovenstående, der kan fixes på mindre tid, end det tager at drikke en kop kaffe.

I flere år har vi indenfor uddannelsesmiljøet debatteret, hvorvidt journalister skal lære at kode selv for at kunne deltage i den nødvendige udvikling af medierne. Personligt mener jeg, at det er en forkert retning at gå i, hvis det skulle gælde alle. Det tager år at blive en effektiv koder, og det er ikke effektivt at satse på almenuddannelse af journalister indenfor kodning (omend mange af de journalister, der kaster sig ud i det helhjertet, skaber flotte resultater og interessante karrierer).

Jeg er ikke selv i stand til at skrive kode for alvor, men jeg kan læse indenad og copy-paste, og med det klassiske journalist-udgangspunkt har jeg gennem årene opbygget en vis forståelse for digital arkitektur. Det er nok til, at den digitale verden virker åben og inspirerende og som en ressource, der bare venter på at blive brugt. Som jeg startede med at skrive, er det bare dybt fascinerende, så meget kode der bliver udviklet og gjort gratis tilgængeligt – som man kan skabe nyt med og i sidste ende forandre sin verden med. Så, selvom man ikke behøver lære at kode, er det nødvendigt med en grundlæggende viden og nysgerrighed overfor digitale teknologier.

Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan journalistfaget kan overleve i en digital samtid, hvis vi bliver ved med at opretholde den anti-teknologiske selvforståelse, der er så fremherskende – også i uddannelsesmiljøet.

Til de redaktioner der i det daglige sidder for afsondret fra it-ressourcer i den kreative, digitale redaktionelle process: Overvej at gøre som Financial Times i London, hvor de har taget konsekvensen af, at journalister og den klassiske IT-afdelings medarbejdere har svært ved at finde sammen naturligt i organisationen. Mediehusets redaktionelle ledelse har sammen med IT-ledelsen (og sikkert HR-afdelingen) skabt et formelt, internt karriereforløb for it-medarbejdere, som i en periode ønsker at bringe deres kompetencer i spil i et redaktionelt udviklingsmiljø – uden at bremse eller afspore deres karrierer. Ordningen er en succes, og den tager højde for, at journalistik og understøttende organisatoriske it-opgaver er to vidt forskellige ting .. hvilket selvfølgelig er hovedårsagen til, at deadline- og byline fokuserede journalister og hierakisk ledede it-folk så tit kommer op at toppes.

Nogle tweet-kommentarer (flere kommentarer nederst på siden:

2 Comments Hvem tør røre ved koden?

  1. Ejvind Hansen

    Sjovt, jeg læste lige i fredags en artikel om det samme:
    http://nms.sagepub.com/content/early/2012/07/17/1461444812450682

    Hvis man ikke har adgang til tidsskriftet, kan en tidlig version af artiklen læses her:
    http://www.scribd.com/doc/55063625/Open-APIs-and-News-Organizations-A-Study-of-Open-Innovation-in-Online-Journalism

    Der hvor jeg synes at Lewis/Altamurto føjer noget ekstra til dit argument (men jeg tror ikke du vil være uenig) er, at kode-journalistikken også handler om at åbne for en lukket verden. At man skal have nytænkt hvordan “ejerskab” spiller en rolle for medier/journalister. Og hvordan en sådan nytænkning også vil føre til en nytænkning af, hvad der skal generere den nødvendige indtægt.

    Min personlige mening er, at vi burde oprette en linie eller et diplomfag på de journalistiske uddannelser, hvor journalistik og kodning møder hinanden. For det er en journalistisk påtrængende opgave at journalistik og kodning mødes. Kodning handler i bund og grund om at gøre data/informationer tilgængelige på nye måder. Hvorfor er Google stor? Det har naturligvis noget med sociale netværk at gøre, men det har i høj grad også noget at gøre med at de kan skabe overblik i informationshavet.

    Så hvis man nu kunne få flere kodere, der forstod den journalistiske grundbestræbelse om at der findes påtrængende/vigtige informationer derude, som alt for få mennesker har adgang til, så vil det i dén grad kunne give et boost til den journalistiske faglighed. I mange tilfælde er den primære udfordring sådan set bare at kunne præsentere disse informationer på en tilgængelig måde. Og det er vel netop dét, som journalister kan. Men hvis journalister “manuelt” skal oversætte alle disse informationer, så bliver det for det første uoverkommeligt. Og for det andet bliver det også for ufleksibelt i forhold til modtagerne. Det stærke ved (god) kodning er jo netop at man her kan åbne for, at modtagerne selv finder den information, som passer til deres individuelle behov.

    Så fx omkring folketingsvalg (hvor danske medier vel har gjort nogle af de første forsøg ud i genren): Det er meget stærkere når man kan stille et interface til rådighed, hvor brugeren selv kan holde øje med udviklingen for de partier, som man nu individuelt interesserer sig for, end hvis journalister manuelt skal udlægge tallene.

    Dermed naturligvis ikke være sagt, at det manuelle journalistiske arbejde bliver overflødigt. Det fede vil jo være, hvis man kan få begge dele, for der er naturligvis også brugere, der ikke har overskud eller lyst til den interaktive form; og vi har også brug for manuelt journalistisk arbejde til nogle gange at udfordre brugernes forståelse af, hvad der er relevant…

    1. Kristian Strøbech

      @ejvindh: Tak for virkelig gode tanker – og sorry, jeg var to dage om at opdage din kommentar, som var røget i bloggens spamfilter!

      Jo, jeg er helt enig, og jeg gik ikke langt nok ind i det i mit blogindlæg. Der er i den grad brug for fx et diplomfag i journalistik og kodning (udvikling og drift et diplomkursus vil desuden skabe muligheder for “befrugtning” af grunduddannelsen).

      I en replik på Twitter gjorde @claeshs også opmærksom på dette dugfriske indlæg fra Harvard/Niemann-bloggen: Are journalism schools teaching their students the right skills? http://ow.ly/3jNSIE. Her argumenterer @Cindy Royal i samme spor med det udgangspunkt, at journalister arbejder i en tech-branche og derfor behøver nye tech-kompetencer (se artiklen for hendes 10-punktsplan).

      Jeg kan godt lide dit argument med, at journalister bør lære kode for at kunne bringe deres formidlingskompetencer i spil i forhold til også at kunne formidle svært forståelige data- og informationsmængder. Formidlingskompetencen er journalistikkens kerne, og i betragtning af at data og kode er helt centralt i vores samtids “sprog” er det jo faktisk ikke et valg faget/branchen/uddannelsen har, men både en publicistisk pligt og en livsnødvendighed.

Comments are closed.